{"id":1140,"date":"2020-04-13T19:01:24","date_gmt":"2020-04-13T19:01:24","guid":{"rendered":"https:\/\/zzip.dk\/tema\/?p=1140"},"modified":"2026-03-02T17:40:57","modified_gmt":"2026-03-02T16:40:57","slug":"rejsekammeraten","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/duda.dk\/tema\/eventyr\/rejsekammeraten\/","title":{"rendered":"Rejsekammeraten – H.C. Andersen"},"content":{"rendered":"
[vc_row][vc_column]

Rejsekammeraten - budskab, etik og morale<\/h2>

Eventyret Rejsekammeraten<\/em> f\u00f8lger den unge Johannes, der efter sin fars d\u00f8d drager ud i verden for at finde lykken. Undervejs m\u00f8der han en mystisk rejsekammerat, som hj\u00e6lper ham med venlighed, mod og magiske evner. Sammen overvinder de farer og pr\u00f8ver, blandt andet en ond troldmand og en prinsesse, der er forhekset og pr\u00f8ver at narre sine bejlere i d\u00f8den. Med rejsekammeratens hj\u00e6lp bryder Johannes forbandelsen, vinder prinsessens hjerte og finder et liv i gl\u00e6de og retf\u00e6rdighed. F\u00f8rst til sidst afsl\u00f8res det, at rejsekammeraten er en \u00e5nd, som Johannes engang viste barmhjertighed.<\/p>\n

Eventyrets budskab er, at godhed vender tilbage til den, der giver den. Etikken kredser om n\u00e6stek\u00e6rlighed, taknemmelighed og modet til at handle rigtigt, selv n\u00e5r man ikke ved, hvad man f\u00e5r igen. Moralen er, at venlighed kan \u00e5bne d\u00f8re, som styrke og snilde ikke kan, og at hj\u00e6lp nogle gange kommer fra de mest uventede steder.<\/p>\n<\/div><\/div><\/div>

Rejsekammeraten<\/span><\/h2>[vc_column_text responsive_text=”true” css=”” font_size=”14″]H. C. Andersens eventyr: Rejsekammeraten (1835)<\/i><\/p>\n

Den stakkels Johannes var s\u00e5 bedr\u00f8vet, for hans fader var meget syg og kunne ikke leve. Der var slet ingen uden de to inde i den lille stue; lampen p\u00e5 bordet var ved at br\u00e6nde ud, og det var ganske sildigt p\u00e5 aftnen.<\/p>\n

\"Rejsekammeraten\u201cDu var en god s\u00f8n, Johannes!\u201d sagde den syge fader, \u201cVorherre vil nok hj\u00e6lpe dig frem i verden!\u201d og han s\u00e5 med alvorlige milde \u00f8jne p\u00e5 ham, trak vejret ganske dybt og d\u00f8de; det var ligesom om han sov. Men Johannes gr\u00e6d, nu havde han slet ingen i hele verden, hverken fader eller moder, s\u00f8ster eller broder. Den stakkels Johannes! Han l\u00e5 p\u00e5 sine kn\u00e6 foran sengen og kyssede den d\u00f8de faders h\u00e5nd, gr\u00e6d s\u00e5 mange salte t\u00e5rer, men til sidst lukkede hans \u00f8jne sig og han sov ind med hovedet p\u00e5 den h\u00e5rde sengefj\u00e6l.<\/p>\n

Da dr\u00f8mte han en underlig dr\u00f8m; han s\u00e5, hvor Sol og M\u00e5ne nejede for ham, og han s\u00e5 sin fader frisk og sund igen og h\u00f8rte ham le, som han altid lo n\u00e5r han var rigtig forn\u00f8jet. En dejlig pige, med guldkrone p\u00e5 sit lange smukke h\u00e5r, rakte Johannes h\u00e5nden, og hans fader sagde, \u201cser du, hvilken brud du har f\u00e5et? Hun er den dejligste i hele verden.\u201d S\u00e5 v\u00e5gnede han, og alt det smukke var borte, hans fader l\u00e5 d\u00f8d og kold i sengen, der var slet ingen hos dem; den stakkels Johannes!<\/p>\n

Ugen derefter blev den d\u00f8de begravet; Johannes gik t\u00e6t bag kisten, kunne nu ikke mere f\u00e5 den gode fader at se, som havde holdt s\u00e5 meget af ham; han h\u00f8rte, hvor de kastede jorden ned p\u00e5 kisten, s\u00e5 nu det sidste hj\u00f8rne af den, men ved den n\u00e6ste skuffe jord, der blev kastet ned, var det ogs\u00e5 borte; da var det ligesom hans hjerte ville g\u00e5 i stykker, s\u00e5 bedr\u00f8vet var han. Rundt om sang de en salme, det klang s\u00e5 smukt og t\u00e5rerne kom Johannes i \u00f8jnene, han gr\u00e6d og det gjorde godt i hans sorg. Solen skinnede dejligt p\u00e5 de gr\u00f8nne tr\u00e6er, ligesom den ville sige: \u201cDu skal ikke v\u00e6re s\u00e5 bedr\u00f8vet Johannes! kan du se, hvor smuk bl\u00e5 himlen er; deroppe er nu din fader og beder den gode Gud, at det altid m\u00e5 g\u00e5 dig vel!\u201d<\/p>\n

\u201cJeg vil altid v\u00e6re god!\u201d sagde Johannes, \u201cs\u00e5 kommer jeg ogs\u00e5 op i Himmelen til min fader, og hvor det vil blive en gl\u00e6de, n\u00e5r vi ser hinanden igen! hvor der vil v\u00e6re meget, jeg kan fort\u00e6lle ham, og han vil igen vise mig s\u00e5 mange ting, l\u00e6re mig s\u00e5 meget af alt det dejlige i Himmelen, ligesom han l\u00e6rte mig her p\u00e5 Jorden. Oh hvor det vil blive en gl\u00e6de!\u201d<\/p>\n

Johannes t\u00e6nkte sig det s\u00e5 tydeligt, at han smilede derved, medens t\u00e5rerne endnu l\u00f8b ham ned over kinderne. De sm\u00e5 fugle sad oppe i kastanjetr\u00e6erne og kvidrede \u201ckvivit, kvivit!\u201d de var s\u00e5 forn\u00f8jede, sk\u00f8nt de jo var med ved begravelsen, men de vidste nok, at den d\u00f8de mand nu var oppe i Himmelen, havde vinger, langt smukkere og st\u00f8rre end deres, var nu lykkelig, fordi han havde v\u00e6ret god her p\u00e5 jorden, og derover var de forn\u00f8jet. Johannes s\u00e5, hvor de fl\u00f8j fra de gr\u00f8nne tr\u00e6er, langt ud i verden, og han fik da ogs\u00e5 s\u00e5dan lyst til at flyve med. Men f\u00f8rst skar han et stort tr\u00e6kors til at s\u00e6tte p\u00e5 sin faders grav, og da han om aftnen bragte det derhen, var graven pyntet med sand og blomster; det havde fremmede folk gjort, for de holdt alle sammen s\u00e5 meget af den k\u00e6re fader, som nu var d\u00f8d.<\/p>\n

Tidlig n\u00e6ste morgen pakkede Johannes sin lille bylt sammen, gemte i sit b\u00e6lte hele sin arvepart, der var 50 rdlr. og et par s\u00f8lvskillinger, dermed ville han vandre ud i verden. Men f\u00f8rst gik han hen p\u00e5 kirkeg\u00e5rden til sin faders grav, l\u00e6ste sit \u201cfadervor,\u201d og sagde: \u201cFarvel du k\u00e6re fader! Jeg vil altid v\u00e6re et godt menneske, og s\u00e5 t\u00f8r du nok bede den gode Gud, at det m\u00e5 g\u00e5 mig godt!\u201d<\/p>\n

Ude p\u00e5 marken, hvor Johannes gik, stod alle blomsterne s\u00e5 friske og dejlige i det varme solskin, og de nikkede i vinden ligesom om de ville sige: \u201cVelkommen i det gr\u00f8nne! Er her ikke nydeligt?\u201d Men Johannes drejede sig endnu engang om, for at se den gamle kirke, hvor han, som lille barn, var d\u00f8bt, hvor han hver s\u00f8ndag med sin gamle fader havde v\u00e6ret i kirke og sunget sin salme; da s\u00e5 han h\u00f8jt oppe i et af hullerne i t\u00e5rnet, kirkenissen st\u00e5 med sin lille r\u00f8de, spidse hue, han skyggede for sit ansigt med den b\u00f8jede arm, da ellers solen skar ham i \u00f8jnene. Johannes nikkede farvel til ham, og den lille nisse svingede sin r\u00f8de hue, lagde h\u00e5nden p\u00e5 hjertet og kyssede mange gange p\u00e5 fingrene, for at vise, hvor godt han \u00f8nskede ham det, og at han ret m\u00e5tte g\u00f8re en lykkelig rejse.<\/p>\n

Johannes t\u00e6nkte p\u00e5 hvor meget smukt han nu skulle f\u00e5 at se i den store pr\u00e6gtige verden, og gik l\u00e6ngere og l\u00e6ngere bort, s\u00e5 langt som han aldrig f\u00f8r havde v\u00e6ret; han kendte slet ikke de byer, han kom igennem, eller de mennesker, han m\u00f8dte, nu var han langt ude mellem fremmede.<\/p>\n

Den f\u00f8rste nat m\u00e5tte han l\u00e6gge sig at sove i en h\u00f8stak p\u00e5 marken, anden seng havde han ikke. Men det var just nydeligt, syntes han, kongen kunne ikke have det p\u00e6nere. Den hele mark ved \u00e5en, h\u00f8stakken og s\u00e5 den bl\u00e5 himmel oven over, var just et smukt sovekammer. Det gr\u00f8nne gr\u00e6s med de sm\u00e5 r\u00f8de og hvide blomster var gulvt\u00e6ppe, hyldebuskene og de vilde rosenh\u00e6kke var blomsterbuketter, og som vandfad havde han hele \u00e5en med det klare, friske vand, hvor sivene nejede, og sagde b\u00e5de god aften og god morgen. M\u00e5nen var en rigtig stor natlampe, h\u00f8jt oppe under det bl\u00e5 loft, og den stak ikke ild i gardinerne; Johannes kunne sove ganske roligt, og han gjorde det ogs\u00e5, v\u00e5gnede f\u00f8rst igen, da solen stod op og alle de sm\u00e5 fugle rundt omkring, sang: \u201cGod morgen! god morgen! Er du ikke oppe?\u201d<\/p>\n

Klokkerne ringede til kirke, det var s\u00f8ndag, folk gik hen at h\u00f8re pr\u00e6sten og Johannes fulgte med dem, sang en salme og h\u00f8rte Guds ord, og det var ligesom han var i sin egen kirke, hvor han var d\u00f8bt, og havde sunget salmer med sin fader.<\/p>\n

Ude p\u00e5 kirkeg\u00e5rden var der s\u00e5 mange grave, og p\u00e5 nogle voksede der h\u00f8jt gr\u00e6s. Da t\u00e6nkte Johannes p\u00e5 sin faders grav, der ogs\u00e5 m\u00e5tte komme til at se ud som disse, nu han ikke kunne luge og pynte den. Han satte sig da ned og rykkede gr\u00e6sset af, rejste tr\u00e6korsene op, der var faldet om, og lagde kransene, som vinden havde revet bort fra gravene, igen p\u00e5 deres sted, idet han t\u00e6nkte, m\u00e5ske at en g\u00f8r det samme ved min faders grav, nu jeg ikke kan g\u00f8re det!<\/p>\n

Uden for kirkeg\u00e5rdsporten stod en gammel tigger og st\u00f8ttede sig p\u00e5 sin krykke, Johannes gav ham de s\u00f8lvskillinger han havde og gik s\u00e5 lykkelig og forn\u00f8jet l\u00e6ngere frem, ud i den vide verden.<\/p>\n

Mod aften blev det et skr\u00e6kkeligt ondt vejr, Johannes skyndte sig for at komme under tag, men det blev snart m\u00f8rk nat; da n\u00e5ede han endelig en lille kirke, der l\u00e5 ganske ensom oppe p\u00e5 en h\u00f8j, d\u00f8ren stod til lykke p\u00e5 klem, og han smuttede ind; her ville han blive, til det onde vejr lagde sig.<\/p>\n

\u201cHer vil jeg s\u00e6tte mig i en krog!\u201d sagde han, \u201cjeg er ganske tr\u00e6t, og kan nok tr\u00e6nge til at hvile mig lidt,\u201d s\u00e5 satte han sig ned, foldede sine h\u00e6nder, og l\u00e6ste sin aftenb\u00f8n og, inden han vidste af det, sov og dr\u00f8mte han, mens det lynede og tordnede udenfor.<\/p>\n

Da han v\u00e5gnede igen, var det midt ud p\u00e5 natten, men det onde vejr var trukket over, og m\u00e5nen skinnede ind af vinduerne til ham. Midt p\u00e5 kirkegulvet stod der en \u00e5ben ligkiste med en d\u00f8d mand i, for han var endnu ikke begravet. Johannes var slet ikke bange, for han havde en god samvittighed, og han vidste nok, at de d\u00f8de g\u00f8r ingen noget; det er levende, onde mennesker, der g\u00f8r fortr\u00e6d. S\u00e5danne to levende, slemme folk stod t\u00e6t ved den d\u00f8de mand, der var sat herind i kirken, f\u00f8r han blev lagt ned i graven, de ville g\u00f8re ham fortr\u00e6d, ikke lade ham ligge i sin ligkiste, men kaste ham uden for kirked\u00f8ren, den stakkels d\u00f8de mand.<\/p>\n

\u201cHvorfor vil I g\u00f8re det!\u201d spurgte Johannes, \u201cdet er ondt og slemt, lad ham sove i Jesu navn!\u201d<\/p>\n

\u201cOh, sniksnak!\u201d sagde de to f\u00e6le mennesker, \u201chan har narret os! han skylder os penge, dem kunne han ikke betale, og nu er han oven i k\u00f8bet d\u00f8d, s\u00e5 f\u00e5 vi ikke en skilling, derfor vil vi rigtig h\u00e6vne os, han skal ligge som en hund uden for kirked\u00f8ren!\u201d<\/p>\n

\u201cJeg har ikke mere end 50 rdlr.!\u201d sagde Johannes, \u201cdet er hele min arvepart, men den vil jeg gerne give eder, n\u00e5r I vil \u00e6rligt love mig, at lade den stakkels d\u00f8de mand i fred. Jeg skal nok komme ud af det, uden de penge; jeg har sunde st\u00e6rke lemmer, og Vorherre vil altid hj\u00e6lpe mig!\u201d<\/p>\n

\u201cJa,\u201d sagde de h\u00e6slige mennesker, \u201cn\u00e5r du s\u00e5ledes vil betale hans g\u00e6ld, skal vi s\u00e5m\u00e6nd ikke g\u00f8re ham noget, det kan du v\u00e6re vis p\u00e5!\u201d og s\u00e5 tog de pengene, Johannes gav dem, lo ordentlig ganske h\u00f8jt over hans godhed, og gik deres vej; men Johannes lagde liget tilrette igen i kisten, foldede h\u00e6nderne p\u00e5 det, sagde farvel, og gik nok s\u00e5 tilfreds videre gennem den store skov.<\/p>\n

Rundt omkring, hvor M\u00e5nen kunne skinne ind i mellem tr\u00e6erne, s\u00e5 han de nydelige sm\u00e5 alfer lege nok s\u00e5 lystigt; de lod sig ikke forstyrre, de vidste nok, han var et godt uskyldigt menneske, og det er kun de onde folk, der ikke m\u00e5 f\u00e5 alferne at se. Nogle af dem var ikke st\u00f8rre end en finger og havde deres gule h\u00e5r h\u00e6ftet op med guldkamme, to og to gyngede de p\u00e5 de store dugdr\u00e5ber, der l\u00e5 p\u00e5 bladene og det h\u00f8je gr\u00e6s; sommetider trillede dr\u00e5ben, s\u00e5 faldt de ned mellem de lange gr\u00e6sstr\u00e5 og der blev latter og st\u00f8j af de andre sm\u00e5puslinger. Det var uhyre morsomt! De sang og Johannes kendte ganske tydeligt alle de smukke viser, han havde l\u00e6rt som lille dreng. Store brogede edderkopper med s\u00f8lvkroner p\u00e5 hovedet, m\u00e5tte fra den ene h\u00e6k til den anden spinde lange h\u00e6ngebroer og paladser, der, da den fine dug faldt p\u00e5, s\u00e5 ud som skinnende glas i det klare m\u00e5neskin. S\u00e5ledes varede det ved, lige til Solen stod op. De sm\u00e5 alfer kr\u00f8b da ind i blomsterknopperne og vinden tog i deres broer og slotte, der da fl\u00f8j hen i luften, som store spindelv\u00e6v<\/p>\n

Johannes var nu kommet ud af skoven, da en st\u00e6rk mandsstemme r\u00e5bte bag ved ham: \u201cHolla, kammerat! hvorhen g\u00e6lder rejsen?\u201d<\/p>\n

\u201cUd i den vide verden!\u201d sagde Johannes. \u201cJeg har hverken fader eller moder, er en fattig kn\u00f8s, men Vorherre hj\u00e6lper mig nok!\u201d<\/p>\n

\u201cJeg vil ogs\u00e5 ud i den vide verden!\u201d sagde den fremmede mand. \u201cSkal vi to g\u00f8re f\u00f8lgeskab!\u201d<\/p>\n

\u201cJa nok!\u201d sagde Johannes, og s\u00e5 fulgtes de ad. De kom snart til at holde meget af hinanden, for de var gode mennesker begge to. Men Johannes m\u00e6rkede nok, at den fremmede var meget klogere end han, han havde v\u00e6ret n\u00e6sten hele verden rundt, og vidste at fort\u00e6lle om alt det mulige, der er til.<\/p>\n

Solen var allerede h\u00f8jt oppe, da de satte dem under et stort tr\u00e6, for at spise deres frokost; i det samme kom der en gammel kone. Oh, hun var s\u00e5 gammel og gik ganske krum, st\u00f8ttede sig p\u00e5 en krykkestok, og havde p\u00e5 sin ryg et knippe br\u00e6nde, som hun havde samlet sig i skoven. Hendes forkl\u00e6de var h\u00e6ftet op, og Johannes s\u00e5 at tre store ris af bregner og pilekviste stak ud fra det. I det hun var ganske n\u00e6r dem, gled hendes ene fod, hun faldt om og gav et h\u00f8jt skrig, for hun havde br\u00e6kket sit ben, den stakkels gamle kone.<\/p>\n

Johannes ville straks, at de skulle b\u00e6re hende hjem, hvor hun boede, men den fremmede lukkede sin ransel op, tog en krukke frem, og sagde, at han havde her en salve, der straks kunne g\u00f8re hendes ben helt og raskt, s\u00e5 at hun selv kunne g\u00e5 hjem, og det som om hun aldrig havde br\u00e6kket benet. Men derfor ville han ogs\u00e5, at hun skulle for\u00e6re ham de tre ris, hun havde i sit forkl\u00e6de.<\/p>\n

\u201cDet er godt betalt!\u201d sagde den gamle og nikkede ganske underligt med hovedet; hun ville ikke s\u00e5 meget gerne af med sine ris, men det var heller ikke s\u00e5 rart, at ligge med benet br\u00e6kket; s\u00e5 gav hun ham risene, og lige s\u00e5 snart han havde gnedet salven p\u00e5 benet, rejste ogs\u00e5 den gamle mutter sig op, og gik meget bedre end f\u00f8r. Det kunne den salve g\u00f8re. Men den var heller ikke at f\u00e5 p\u00e5 apoteket.<\/p>\n

\u201cHvad vil du med de ris?\u201d spurgte Johannes nu sin rejsekammerat.<\/p>\n

\u201cDet er tre p\u00e6ne urtekoste!\u201d sagde han, \u201cdem kan jeg just lide, for jeg er en l\u00f8jerlig fyr!\u201d<\/p>\n

S\u00e5 gik de endnu et godt stykke.<\/p>\n

\u201cNej, hvor det tr\u00e6kker op!\u201d sagde Johannes, og pegede ligefrem; \u201cdet er nogle forskr\u00e6kkelige tykke skyer!\u201d<\/p>\n

\u201cNej,\u201d sagde rejsekammeraten, \u201cdet er ikke skyer, det er bjergene. De dejlige store bjerge, hvor man kommer helt op over skyen i den friske luft! Det er herligt, kan du tro! I morgen er vi vist s\u00e5 langt ude i verden!\u201d<\/p>\n

Det var ikke s\u00e5 n\u00e6r ved, som det s\u00e5 ud, de brugte en hel dag at g\u00e5, f\u00f8r de kom til bjergene, hvor de sorte skove voksede lige op mod himlen, og hvor der var sten lige s\u00e5 store som en hel by; det ville rigtignok blive en sv\u00e6r tur at komme der helt over, men derfor gik ogs\u00e5 Johannes og rejsekammeraten ind i v\u00e6rtshuset, for at hvile sig godt og samle kr\u00e6fter til marchen i morgen.<\/p>\n

Nede i den store sk\u00e6nkestue i v\u00e6rtshuset var s\u00e5 mange mennesker samlet, for der var en mand, som gjorde dukkekomedie; han havde just stillet sit lille teater op, og folk sad rundt omkring for at se den komedie, men allerforrest havde en gammel tyk slagter taget plads, og det den allerbedste; hans store bulbider, uh, den s\u00e5 s\u00e5 glubsk ud! sad ved siden af ham og gjorde \u00f8jne, ligesom alle de andre.<\/p>\n

Nu begyndte komedien, og det var en p\u00e6n komedie med en konge og en dronning, de sad p\u00e5 den dejligste trone, havde guldkroner p\u00e5 hovedet og lange sl\u00e6b p\u00e5 kjolerne, for det havde de r\u00e5d til. De nydeligste tr\u00e6dukker med glas\u00f8jne og store knebelsbarter stod ved alle d\u00f8re, og lukkede op og i for at der kunne komme frisk luft i stuen! Det var just en nydelig komedie, og den var slet ikke s\u00f8rgelig, men lige i det dronningen rejste sig op og gik hen ad gulvet, s\u00e5 ja Gud m\u00e5 vide, hvad den store bulbider t\u00e6nkte; men da den tykke slagter ikke holdt p\u00e5 ham, gjorde han et spring lige ind p\u00e5 teatret, tog dronningen midt i hendes tynde liv, s\u00e5 det sagde \u201cknik, knak!\u201d Det var ganske forskr\u00e6kkeligt!<\/p>\n

Den stakkels mand, som gjorde den hele komedie, blev s\u00e5 forskr\u00e6kket og s\u00e5 bedr\u00f8vet for sin dronning, for det var den allernydeligste dukke, han havde, og nu havde den \u00e6kle bulbider bidt hovedet af hende; men da folk siden gik bort, sagde den fremmede, han som var kommet med Johannes, at han nok skulle g\u00f8re hende i stand; og s\u00e5 tog han sin krukke frem og smurte dukken med den salve, han hjalp den stakkels gamle kone med, da hun havde br\u00e6kket sit ben. Lige s\u00e5 snart dukken var smurt, blev den straks hel igen, ja den kunne endogs\u00e5 selv r\u00f8re alle sine lemmer, man beh\u00f8vede slet ikke at tr\u00e6kke i snoren; dukken var som et levende menneske, p\u00e5 det n\u00e6r at den ikke kunne tale. Manden, som havde det lille dukketeater, blev s\u00e5 forn\u00f8jet, nu beh\u00f8vede han slet ikke at holde p\u00e5 den dukke, den kunne jo danse af sig selv. Det var der ingen af de andre der kunne.<\/p>\n

Da det siden blev nat, og alle folk i v\u00e6rtshuset var g\u00e5et i seng, var der en, der sukkede s\u00e5 forskr\u00e6kkelig dybt, og blev s\u00e5 l\u00e6nge ved, s\u00e5 de alle sammen stod op, for at se hvem det kunne v\u00e6re. Manden, der havde gjort komedien, gik hen til sit lille teater, for det var der inde, at nogen sukkede. Alle tr\u00e6dukkerne l\u00e5 imellem hinanden, kongen og alle drabanterne, og det var dem, som sukkede s\u00e5 ynkeligt og stirrede med deres store glas\u00f8jne, for de ville s\u00e5 gerne blive smurt lidt ligesom dronningen, at de ogs\u00e5 kunne komme til at r\u00f8re sig af sig selv. Dronningen lagde sig lige ned p\u00e5 sine kn\u00e6, og rakte sin dejlige guldkrone i vejret, mens hun bad; \u201ctag kun den, men sm\u00f8r min gemal og mine hoffolk!\u201d da kunne den stakkels mand, der ejede komedien og alle dukkerne, ikke lade v\u00e6re at gr\u00e6de, for det gjorde ham virkelig s\u00e5 ondt for dem; han lovede straks rejsekammeraten, at han ville give ham alle de penge, han fik for sin komedie n\u00e6ste aften, n\u00e5r han bare ville sm\u00f8re fire, fem af hans p\u00e6neste dukker; men rejsekammeraten sagde, at han forlangte slet ikke andet, end den store sabel, han havde ved sin side, og da han fik den, smurte han seks dukker, der straks dansede og det var s\u00e5 nydeligt, at alle pigerne, de levende menneskepiger, som s\u00e5 derp\u00e5, gav sig til at danse med. Kusken og kokkepigen dansede, tjeneren og stuepigen, alle de fremmede, og ildskuffen og ildklemmen; men de to faldt om, lige i det de gjorde de f\u00f8rste spring, jo det var en lystig nat.<\/p>\n

\"RejsekammeratenN\u00e6ste morgen gik Johannes med sin rejsekammerat bort fra dem alle sammen, og opad de h\u00f8je bjerge, og igennem de store granskove. De kom s\u00e5 h\u00f8jt op, at kirket\u00e5rnene dybt under dem til sidst s\u00e5 ud som sm\u00e5 r\u00f8de b\u00e6r, nede i alt det gr\u00f8nne, og de kunne se s\u00e5 langt bort, mange, mange mil, hvor de aldrig havde v\u00e6ret! s\u00e5 meget smukt af den dejlige verden havde Johannes aldrig f\u00f8r set p\u00e5 en gang, og Solen skinnede s\u00e5 varmt fra den friske bl\u00e5 luft, han h\u00f8rte ogs\u00e5 j\u00e6gerne bl\u00e6se p\u00e5 valdhorn inde mellem bjergene, s\u00e5 smukt og velsignet, at han fik vandet i \u00f8jnene af gl\u00e6de, og kunne ikke lade v\u00e6re at sige: \u201cDu gode Vorherre! jeg kunne kysse dig, fordi du er s\u00e5 god mod os alle sammen, og har givet os al den dejlighed, der er i verden!\u201d<\/p>\n

Rejsekammeraten stod ogs\u00e5 med foldede h\u00e6nder, og s\u00e5 ud over skoven og byerne, i det varme solskin. I det samme klang det forunderligt dejligt over deres hoveder, de s\u00e5 op i vejret: En stor hvid svane sv\u00e6vede i luften; den var s\u00e5 smuk, og sang, som de aldrig f\u00f8r havde h\u00f8rt nogen fugl synge; men det blev mere og mere svagt, den b\u00f8jede sit hoved og sank, ganske langsomt ned for deres f\u00f8dder, hvor den l\u00e5 d\u00f8d, den smukke fugl.<\/p>\n

\u201cTo s\u00e5 dejlige vinger,\u201d sagde rejsekammeraten, \u201cs\u00e5 hvide og store, som de, fuglen har, er penge v\u00e6rd, dem vil jeg tage med mig! kan du nu se, at det var godt, jeg fik en sabel!\u201d og s\u00e5 huggede han med \u00e9t slag begge vingerne af den d\u00f8de svane, dem ville han beholde.<\/p>\n

De rejste nu mange, mange mil frem over bjergene, til de til sidst foran dem s\u00e5 en stor stad, med over hundrede t\u00e5rne, der skinnede som s\u00f8lv i solskinnet; midt i byen var et pr\u00e6gtigt marmorslot, t\u00e6kket med det r\u00f8de guld, og her boede kongen.
\n