Kan du finde det manglende tal?
Tre mand lejer det sidste værelse på en kro. Prisen for værelset er kr. 30, som de deler lige mellem sig. Efter at være blevet anvist til værelset kommer krofatter i tanke om, at der er 5 kr. i rabat på netop det værelse. Så han sender sin medhjælper op til de tre gæsters værelse for at give dem pengene tilbage. Undervejs tænker medhjælperen, at det jo ikke vil være muligt for de tre mand at dele de kr. 5 imellem sig, så han stikker de 2 kr. i lommen og giver de sidste 3 kr. til gæsterne, som selvfølgelig blot er glade for at få penge tilbage.
Nu er det imidlertid således, at værelset koster kr. 25,-. Gæsterne har betalt kr. 27,- for værelset og medhjælperen har beholdt de sidste 2 kr. Men hvad er der så blevet af den sidste krone? (27 + 2 = 29)
Der er ikke forsvundet 1 kr.
Prisen for værelset er 25 kr. Der er betalt 30 kr., piccoloen beholder 2 kr. og giver 3 kr. tilbage til gæsterne. Gæsterne har dermed betalt 27 kr. (30-3) for værelset.
Krofatter har givet 5 kr. til piccoloen, og tjener dermed 25 kr. på værelset. Piccoloen giver 3 kr. til gæsterne og opnår en fortjeneste på 2 kr. Den samlede fortjeneste svarer til krofatters og piccoloens indtægt, dvs. 25 + 2 = 27 kr.
Da gæsterne netop har betalt 27 kr. går regnskabet op – der mangler ingen penge!