I skoven skulle være gilde – Tekst, melodi & sangens oprindelse

I skoven skulle være gilde

“I skoven skulle være gilde” er en sand klassiker inden for gamle danske børnesange og viser. Sangen tager både børn og voksne med ind i et fortryllende dyreunivers, hvor skovens fugle samles til en munter, men også dramatisk fest. Med sit rige galleri af karakterer og levende fortælling er den ideel til at styrke børns fantasi, ordforråd og musikalske forståelse.Når det kommer til sangens oprindelse, er “I skoven skulle være gilde” en traditionel folkevise. Det betyder, at både den oprindelige sangskriver bag teksten og komponisten bag melodien er officielt ukendte. Visen er opstået som en del af den mundtlige overlevering i den danske kulturarv, og det præcise årstal for, hvornår den blev skrevet, kendes ikke. Melodien er en klassisk folkemelodi, der med sin fængende rytme passer perfekt til sangens festlige tema.

Handlingen i “I skoven skulle være gilde” udspiller sig hos den gamle ørn, der vil glæde sine børn. Herfra følger en række underholdende og detaljerede vers, hvor de forskellige fugle har hver deres faste rolle. Hanen inviterer gæsterne, spætten og svalen bygger og tætner festsalen, mens ravnen fungerer som den kloge præst. Nattergalen og lærken spiller op til menuet, men festen tager en tragikomisk drejning, da uglen drikker sig fuld og falder om i græsset. Denne fængende historie og humor gør sangen til et hit i både børnehaver og skoler, hvor den ofte bruges til sanglege og dramatisering.

Nedenfor finder du både tekst og melodi til “I skoven skulle være gilde” så du nemt kan lære sangen og synge med.

I skoven skulle være gilde - tekst

Tekst: Folkevise
Melodi: Folkemelodi

I skoven skulle være gilde
alt hos den gamle ørn,
som jo så gerne ville
fornøje sine børn.
Og alle fugle sjunge
og røre deres tunge,
så snart som lærken gi’r signal
af næbbets futteral,
så snart som lærken gi’r signal
af næbbets futteral.

At byde gæster mange
den hane skulle gå,
han havde ben så lange
med krumme sporer på.
Han råbte: “Kykliky!”
tre gange i hver by,
at byde alle fugle små
til ørnens gilde så,
at byde alle fugle små
til ørnens gilde så.

Den tømmermand, hr. spætte,
han skulle bygge hus,
og svalen taget tætte
med skovens grønne mos.
Og salen skulle pyntes,
hvor gildet skulle stå,
med røde sneglehuse
og fine bolstre blå,
med røde sneglehuse
og fine bolstre blå.

Og ravnen skulle også
være deres præst,
hans sorte kjole viste,
at han var kaldet næst.
Han var en højlærd Mand,
klog over al forstand,
han holdt den bedste prædiken,
der hørtes i vort land,
han holdt den bedste prædiken,
der hørtes i vort land.

Og stæren skulle også
være deres degn,
han kan så dejlig synge,
skønt han er meget klejn.
Hans sang den er en lyst,
han har en dejlig røst,
han er jo ren i mælet
og dertil let for bryst,
han er jo ren i mælet
og dertil let for bryst.

De havde og to spillemænd,
og de var meget små,
det var den lille nattergal
og så den lærke grå.
De spilled menuet,
og det gik nok så net,
til alle udi dansen
var bleven ganske træt,
til alle udi dansen
var bleven ganske træt.

Og uglen var til gilde,
hun drak sig ganske fuld,
om aftenen så silde
hun faldt i græs omkuld.
Hun råbte med stor klage:
“I alle mine dage,
ja alle mine dage
stor nød jeg lide må,
ja alle mine dage
stor nød jeg lide må”.

Og ørnen gik til hende
og sagde: “Hør, min ven,
når mener du, at du vel
kan komme dig igen?”
“O ve, o ve, o plage,
jeg kan det godt forstå,
at mine levedage,
de er nu ganske få,
at mine levedage,
de er nu ganske få”.

I skoven skulle være gilde - melodi