Skip to content

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke drikker mere end 5 genstande på én gang. Kvinder anbefales højest at drikke 7 genstande om ugen og mænd 14 genstande om ugen, og helst mindre. Ifølge Sundhedsstyrelsen er omkring 200.000 danskere decideret afhængige af alkohol, mens 300.000 danskere drikker mere end den mængde som Sundhedsstyrelsen maksimalt anbefaler. Går forbruget over i misbrug, kan konsekvenserne blive enorme, og man har brug for at få hjælp.

Hvad er en genstand ?
En genstand svarer til en almindelig øl eller 12 gram alkohol.

1 almindelig øl (4,6 %) = 1 genstand
1 almindelig øl i plastflaske = 1 1/4 genstand
1 guldøl (5,8 %) = 1 1/4 genstand
1 stærk øl (7 %) = 1½-2 genstande
1 almindeligt glas vin (ca. 12 %) = 1 genstand
4 cl. spiritus, 1 stor snaps (38 %) = 1 genstand

Promiller
Det er antallet af genstande, der bestemmer, hvor høj en promille man får. Promillen svarer til, hvor meget alkohol der er i blodet. 1 promille svarer til 1 gram alkohol i 1 liter blod.

Prøv selv at regne promiller ud ved forskelligt antal genstande:
Kvinder: 12 x antal genstande / 0,55 x din vægt i kg = promille
Mænd: 12 x antal genstande / 0,68 x din vægt i kg = promille

Sådan påvirker alkohol din krop (kilde: Sundhedsstyrelsen)

0,2 promille:  Dine øjne får sværere ved at fokusere og omstille sig fra lys til mørke.

0,5 promille:  Din evne til på én gang at opfatte situationer og samtidig udføre præcise bevægelser bliver dårligere. Dit synsfelt indsnævres.

0,8 promille: Du har nedsat koordinationsevne og længere reaktionstid.

1.0 promille:  Din opmærksomhed og koncentrationsevne er svækket. Du får symptomer på træthed og nedsat balance- og bevægelsesevne.

1,5 promille:  Du har forringet bevægelsesevne og talebesvær. Centralnervesystemet har fået nok – og maven sikkert også.

2,0 promille: Du har symptomer på forgiftning. Din selvkontrol er helt væk.

3,0 promille: Du kan ikke længere kontrollere din urinblære. Du kan blive bevidstløs.

4,0 promille: Du er bevidstløs


Back To Top