Søren Spidsmus - et juleeventyr af Ib Raug

Ib Raug: Juleeventyr: Søren spidsmus.

Søren Spidsmus’ store kærlighed.

Sneen faldt tykt og tæt udenfor. Ilden buldrede i skorstenen – og det var juleaftensdag!

Søren Spidsmus lå behageligt henslængt i sin lille skotøjsæske, der stod oppe på loftet over den gamle købmandsgård. Æsken var godt polstret med gamle kludestumper, og var så tæt placeret op ad skorstenen at han kunne mærke den dejlige varme.

Søren Spidsmus var godt tilfreds. Der var udsigt til den bedste jul nogensinde, og det var der flere gode grunde til. For det første var der jo Mette Markmus! Den lille dejlige, lysebrune damemus han havde truffet en dag ovre i stalden. Og så var der hans egen vidunderlige hemmelighed. Den hemmelighed der havde gjort ham til den mest tilfredse og lykkelige mus på hele egnen. Den hemmelighed der havde givet ham mod til – i dag, at bede Mette Markmus om at gifte sig med ham. Aldrig mere sulte – aldrig mere fryse – og aldrig mere være alene. Og alting skyldtes hans hemmelighed – hullet!

Nede i køkkenet stod der et køleskab stopfyldt af de dejligste juleretter – lige til at spise! Køleskabet havde ved en flytning fået et slag i det ene hjørne, og med tiden var kanterne blevet lidt rustne og møre. Og her i sidste uge var det lykkedes for ham at fjerne så meget af det rustne metal, at han kunne krybe ind. Isoleringen og plastikken havde ikke voldt Søren nogen problemer, og heldet havde da også været på hans side. Det lillebitte hul der førte ind til alle herlighederne var skjult bag en lille afrimningskasse så den ikke var synlig når husets beboere kom for at hente noget. Det hele var ganske tilfredsstillende, tænkte han – bare man var en smule forsigtig med, hvor man gnavede – og hvad man gnavede i.

Og her – denne aften skulle Mette komme! Og sammen skulle de leve lykkeligt til deres dages ende, lunt og godt og med masser af mad. – Joe, der var lyse og gode udsigter til en ganske usædvanlig jul på loftet.

Så! – Nu var hun der! – En ganske svag puslen henne i hjørnet varslede om den lykke der ventede ham, ja han kunne næsten fornemme alle de små museunger nede i den anden ende af skotøjsæsken. Det var nu godt at der var rigeligt med plads.

– Hallo! – Er du der Søren? Mettes spinkle stemme fik hjertet til at hoppe helt op i halsen på den forelskede Søren Spidsmus.

– Herovre, hviskede han! – Her i æsken! – Skynd dig at komme indenfor.

– Næh! Hvor er her altså nydeligt, sukkede den lille yndige Mette Markmus! – Og så rent overalt!

– Synes du? – Jamen – jamen – hvis du vil have mig, så kan du blive boende her hele livet! Sørens hjerte bankede helt vildt medens han ventede på sin elskedes svar.

– Det vil jeg da rigtig gerne, Søren! – Og hvor er det romantisk, at du sådan valgte juleaften til at spørge mig. Jeg tror godt at jeg kan blive lykkelig her. – Men er du sikker på at der er mad nok til en musefamilie har i huset?





Se det var jo lige det spørgsmål Søren havde ventet så spændt på. – At kunne fortælle Mette Marksmus  om – hullet! – Det skulle være hans jule- og bryllupsgave til hende. – Og så fortalte han.

Mette var virkelig imponeret og ville straks ned og smage på alle lækkerierne.

– Jae! – Men du må være forsigtig, advarede Søren! – Der må jo hverken ske dig eller hullet noget! – Hvis du hører nogen komme må du straks løbe ud! Der er en stor, gammel sort hankat dernede.

– Ja, ja! – Jeg skal nok være forsigtig. Vis mig nu bare vej lille mand, tilføjede hun kælent.

Stolt fulgte Søren sit hjertes udkårne ned i køkkenet, ledte hende gennem fadeburet, over hylderne og til hjørnet på køleskabet hvor hullet var.

– Det  er jo ikke så stort, hviskede han da de stod foran hullet. – Og du må passe på at du ikke spiser så meget at du ikke kan komme ud igen!

Jae jae – Jeg skal nok passe på. Synet af den dejlige ost, de røde spegepølser og alt det andet der befandt sig i skabet, fik hendes øjne til at lyse med en næsten ekstatisk glans.

Søren stod på vagt udenfor, og glædede sig over hendes appetit. Det var hans musekone, og det var ham der havde sørget for at alt dette var deres. Men en lille bekymret rynke begyndte at komme frem på hans pande. Mette var slet ikke til at styre derinde. Hun var gået i gang med det hele, og helt uden forsigtighed.

– Pas nu på, hviskede han ind gennem hullet! – Du bliver for tyk!

Mette havde slet ikke tid – eller lyst til at svare, men gnaskede ivrigt videre på alle de rare sager.

Søren Spidsmus blev mere og mere fortvivlet. Det var helt tydeligt at Mette slet ingen fornuft havde mere. Hun blev bare tykkede og tykkere, og med en bedrøvet mine satte Søren sig ned på stengulvet og ventede på den uigenkaldelige afgørelse. Han sukkede dybt og resigneret, det var umuligt at stoppe Mette Markmus nu – og i øvrigt ville det også være forsent. Hullet var altfor lille for hende når hun engang havde fået nok.

Søren hørte konen i købmandsgården komme ind og lukke køleskabsdøren op. Han hørte Mettes fortvivlede skrig, da det gik op for hende at hun ikke kunne komme tilbage gennem hullet. – Og han hørte konen kalde på katten der trods sin alder alligevel fik stablet så megen kraft på benene, at kampen i den underste del af køleskabet blev kort.

Ak ja! Tænkte Søren – Den lykke blev kort! – Bare mus – og mennesker ville lære at kende deres begrænsninger. Grådighed og ufornuft er skyld i mange ulykker.

Hullet blev selvfølgelig stoppet og der kom både fælder og gift i den gamle købmandsgård, så Søren Spidsmus måtte tage til takke med, hvad der nu var at finde i lader og udhuse. Skotøjsæsken havde han dog, og her var der både varme og hygge. Så alt taget i betragtning – så blev der alligevel en god jul på loftet over den gamle købmandsgård.