Der er flere legender om Lucia, og en af dem siger, at Lucia var en smuk og rig, ung adelsdame, der levede på Sicilien omkring år 300. Hendes mor var ramt af en alvorlig og uhelbredelig sygdom, men så hørte Lucia en dag, at der skete mirakler ved den hellige Agates grav, og hun sagde derfor til sin mor: “Hvis du går med derhen, vil du blive rask.”
Moren fulgte med og da de kom hen til graven, knælede de ned og bad. Men så skete der det, at Lucia faldt i søvn ved graven, og i drømme så hun den hellige Agate og hørte hende sige: “Søster Lucia, hvorfor beder du mig om noget, som du selv kan gøre? Med din tro har du jo allerede gjort din mor rask.”
Da Lucia vågnede, sagde hun: “Mor, du er rask, og jeg beder dig om, at du vil give al den rigdom, som jeg skal arve, til de fattige.”
Moren mente, at det vel kunne vente, til hun var død, men da Lucia gentog sin bøn, lovede hun det. Og fra nu af gav de hver dag store beløb til de fattige.
Det varede ikke længe, før Lucias mand opdagede dette. Ved at spørge Lucia ud, fik han nu alt at vide om mirakler og om Lucias tro. Han blev meget vred og fik hende slæbt for den romerske domstol. Man prøvede at få hende til at ofre til de gamle romerske guder, men det ville Lucia ikke. Hun havde ofret alt, hvad hun ejede, til Gud. Nu havde hun kun sig selv at ofre, og hun ville aldrig gøre andet, end hvad Gud forlangte af hende.
De ville nu slæbe hende til den øverste dommer. Men ingen kunne rokke hende. Så bandt man hende på hænder og fødder og sendte bud efter 1000 mand, men de kunne heller ikke flytte hende. Heller ikke 1000 par okser.
“Hvad kan det være for en tryllekraft, der forhindrer 1000 mand i at føre en pige bort,” udbrød dommeren.
“Det er ikke en tryllekraft,” sagde Lucia, “det er Kristi kraft.”
Så stødte dommeren sit sværd i Lucia, og hun døde. Lucuas dødsdag den 13. december er også hendes helgendag. Lucia blev begravet i Syrakus i år 304, men i 1038 blev hendes jordiske rester ført til Konstatinobel for igen at blive stjålet og de findes nu i San Gerenia kirken i Venedig.