Komponist: Dansk melodi, 1840
Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1810
Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.
Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.
Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.
Vise mænd fra østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.
De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem,
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.
Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
Vores store salmedigter N.F.S. Grundtvig skrev en af sine første og mest elskede salmer “Dejlig er den himmel blå” i december 1810. Teksten hører egentlig til fejringen af de hellige tre konger den 6. januar, men den blev til de syv vers i ”Dejlig er den himmel blå”, som vi i dag forbinder med juletiden. Salmen synges som oftest i udgaven komponeret af J.G. Meidell omkring 1840, mens andre kendte melodier stammer fra C.E.F. Weyse og Thomas Laub . Salmen fortæller om julestjernen, de vise mænd og den klare himmel, der leder mennesker mod håb, tro og Kristus. Den bruges både juleaften, til Helligtrekongersdag og ved mange decemberarrangementer, hvor dens poetiske billeder af lys og stjerner skaber en hyggelig og eftertænksom stemning. Nedenfor finder du både tekst og melodi, så du nemt kan lære salmen og synge med.
