Julesalmer: I denne søde juletid

Julen var for Brorson en glædesfest og han udgav i 1739 et lille beskedent hæfte med sine julesalmer, heriblandt “I denne søde juletid“. Hæftet var beregnet for den dansktalende del af befolkningen i Tønder og siges at være et modtræk til Brorsons tyske provst Johann Hermann Schrader, der året før var udkommet med en salmebog på tysk. Melodien er komponeret af C. Balle i 1855, og salmen har siden været en central del af den danske juletradition.
Teksten hylder julens budskab om glæde, fred og Guds kærlighed, formidlet gennem Brorsons poetiske og stemningsfulde vers. Melodien understøtter den højtidelige tone og gør salmen oplagt til både kirkelige fejringer og hyggelige decemberstunder. Med både tekst og melodi samlet er I denne søde juletid perfekt til fællessang og julens traditioner.

Komponist: C. Balle, 1855
Tekst: H.A. Brorson, 1732

I denne søde juletid
tør man sig ret fornøje
og bruge al sin kunst og flid,
Guds nåde at ophøje;
ved ham, som blev i krybben lagt,
vi vil af ganske sjælemagt
i ånden os forlyste;
din lov skal høres, frelsermand,
så vidt og bredt i alle land’,
at jorden den skal ryste.

En liden søn af Davids rod,
som er og Gud tillige,
for verdens synders skyld forlod
sit lyse himmerige,
det var ham svært at tænke på,
at verden skulle under gå,
det skar ham i hans hjerte;
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned
at lindre al vor smerte.

Vor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge;
Guds ark er kommen i vor lejr!
thi synger vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre,
vi synger om den søde fred,
at helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.

Gud er os ikke længer vred,
det kan vi deraf vide,
at han har sendt sin søn herned,
for verdens synd at lide.
Det vorde vidt og bredt bekendt,
at Gud sin søn for os har sendt
til jammer, ve og våde,
hvo ville da ej være fro,
og trøstig lade alt bero
på Guds, vor Faders nåde.

Som natten aldrig er så sort,
den jo for solen svinder,
så farer al min kummer bort,
når jeg mig ret besinder.
Og tænker på, hvor inderlig
Guds egen søn har elsket mig
og er min broder vorden;
jeg aldrig glemmer disse ord,
som klingede i engle-kor:
Nu er der fred på jorden!

Og blandes end min frydesang
med gråd og dybe sukke,
så skal dog korsets hårde tvang
mig aldrig munden lukke;
når hjertet sidder mest beklemt,
da bliver glædens harpe stemt,
at den kan bedre klinge,
og knuste hjerter føle bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe.

Halleluja, vor strid er endt,
hvo ville mere klage ?
Hvo ville mere gå bespændt
i disse højtidsdage?
Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja, nu har jeg nok,
den fryd er uden lige,
halleluja, halleluja,
Guds søn er min, jeg går herfra
med ham til himmerige.