Rids sværen helt ned til kødet med ½ cms mellemrum – men undgå at ridse i selve kødet. Har slagteren ridset stegen, så gå den efter. Nogle gange er ridsningen ikke dyb nok – især ikke i siderne.
Gnid flæskestegen med salt og vær omhyggelig med at få salt ned mellem alle sværene. Stik derefter laurbærblade ned mellem sværene eller læg dem under kødet.
Læg stegen på en rist i en lille bradepande, så sværen ligger så lige som muligt. Læg sammenkrøllet stanniol eller et stykke skrællet kartoffel under stegen, hvor den er tyndest, for at få sværen til at ligge helt vandret.
Hæld ½ l vand i bradepanden og sæt stegen midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader og lad stegen stå i ca. 1½ time.