Skip to content

Flæskesteg i ovn

Flæskesteg i ovn - opskriftFlæskesteg er en af de mest populære retter på det danske julebord og en tradition, som mange familier holder fast i år efter år. Den sprøde svær og det saftige kød gør flæskesteg i ovn til et sikkert højdepunkt ved både julemiddagen og andre festlige lejligheder. Med den rette opskrift er det muligt at opnå det perfekte resultat med sprøde svær og masser af smag.

Her på siden finder du inspiration til at lave klassisk flæskesteg fra bunden. En veltilberedt flæskesteg i ovn kræver få ingredienser, men de rigtige tilberedningsmetoder gør en stor forskel for det færdige resultat. Retten serveres ofte med brunede kartofler, rødkål og en fyldig brun sovs, som tilsammen skaber den velkendte julemiddag.

Uanset om du følger en traditionel opskrift eller ønsker at finpudse dine madlavningsevner, kan du finde gode råd og inspiration til en lækker flæskesteg, der samler familien omkring bordet.

Flæskesteg

Ingredienser til 4 personer:
Tilberedningstid: ca. 2 timer

– 1,2-1,5 kg svinekam uden ben
– 1-1½ spsk groft salt
– evt. 2-3 laurbærblade

Flæskestegsauce
– 4-6 dl sky fra flæskestegen,
– bouillon, fond, vin eller sky fra stegeben
– 2 spsk hvedemel eller 3 spsk majsstivelse
– salt og peber
– evt. kulør

Sådan tilbereder du flæskestegen

Rids sværen helt ned til kødet med ½ cms mellemrum – men undgå at ridse i selve kødet. Har slagteren ridset stegen, så gå den efter. Nogle gange er ridsningen ikke dyb nok – især ikke i siderne.

Gnid flæskestegen med salt og vær omhyggelig med at få salt ned mellem alle sværene. Stik derefter laurbærblade ned mellem sværene eller læg dem under kødet.

Læg stegen på en rist i en lille bradepande, så sværen ligger så lige som muligt. Læg sammenkrøllet stanniol eller et stykke skrællet kartoffel under stegen, hvor den er tyndest, for at få sværen til at ligge helt vandret.

Hæld ½ l vand i bradepanden og sæt stegen midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader og lad stegen stå i ca. 1½ time.

Sådan bliver flæskestegen saftig og sværen sprød:

Stik et stegetermometer ind midt i kødet.

Mærk om sværen er sprød, når temperaturen i midten af flæskestegen er 55 grader.

Hvis sværen er sprød: Fortsæt stegningen ved 200 grader, indtil centrumtemperaturen er 65 grader.

Hvis sværen ikke er sprød: Skru ovnen op på 250 grader, indtil centrumtemperaturen er 65 grader. Hold øje med at sværen ikke bliver for mørk.

Tag stegen ud af ovnen. Du kan bruge skyen til sauce – se opskriften nedenfor på flæskestegssauce.

Sovs til flæskestegen

Si skyen op i en gryde, lad den stå et øjeblik og skum så overfladen fri for fedt. Supplér evt. skyen med bouillon, fond eller vin. Ryst vand og hvedemel fri for klumper i en melryster eller udrør majsstivelse i vand.

Kog skyen og tilsæt jævningen i en tynd stråle under konstant omrøring. Saucen skal herefter koge ca. 5 minutter, hvis der er brugt mel og 3 minutter, hvis der er brugt majsstivelse.

Smag til med salt og peber og tilsæt evt. kulør


Back To Top